Dagligdag i DDR

2008-02-15T08:28:00.000-08:00

Diktatur. DDR-Museum i Berlin fortæller kun sparsomt om den blodige alvor, der var en del af hverdagen i arbejder- og bondestaten. Mange DDR-borgere valgte at trække sig tilbage i privatlivet og undgå alt, hvad der hed offentlige myndigheder.

BERLIN. Lige overfor er det asbest-befængte Palast der Republik ved at blive revet ned. På den anden side af Spree rager Berlins domkirke højt op i luften.

DDR-Museum Berlin ligger mellem to af tysk histories arkitektoniske yderpunkter: Arbejder- og bondestatens kiksede palads, der nu skal erstattes af en kopi af Berlins gamle slot og domkirken, der blev bygget under kejserrigets sidste kejser, Wilhelm den Anden.

Museet gør ikke meget væsen af sig udadtil, og pladsen indenfor er også sparsom. På små 400 kvadratmeter fortælles historien om Deutsche Demokratische Republik. Eller rettere: En del af historien. DDR-Museum Berlin har været udsat for en del offentlig kritik, siden det åbnede sidste år. Og man forstår også hurtigt hvorfor.

Museet fortæller ingenting om DDR-diktaturets ofre. Her er intet om de systemkritikere, der blev buret inde i fængslet i Bautzen, og Stasis nidkære overvågning af DDR-borgerne berøres også kun ganske perifert. Det er med andre ord "Nostalgi", der udleves her, og gæsterne strømmer til. Østtyskerne har taget den vestlige livsstil til sig med store byggemarkeder, burgerbarer og MP3-afspillere.

Men mange mindes alligevel dengang, der var et tysk parallelsamfund med egne varemærker, bilmærker og jernbaner - Deutsche Reichsbahn, som det hed, og som ironisk nok var et levn fa både Weimarrepublikken og Det tredje Rige.

"Der schwarze Kanal"

DDR-Museum Berlin er et 100 procent privat initiativ og har som ambition at vise den østtyske dagligdag, som den var fra 1960erne til murens fald i 1989. Her kan man se de gamle mærkevarer, hvoraf flere faktisk har overlevet i den hårde konkurrence med produkterne fra Vesttyskland - blandt andet Rotkäppchen-sekten, håndcremen Florene og chokoladen Halloren. Det er en svunden tid, der skildres. Man kan sætte sig ind i en Trabant og trykke på speederen (eller hvad den nu hed i denne glasfiber-bil), og så ruller en filmstrimmel forbi forruden, så man får den illusion, at man kører gennem en typisk trøstesløs, men velfriseret forstad med det velkendte elementbyggeri. Man kan sætte sig ind i en dagligstue, som den tog sig ud i et gennemsnitligt DDR-hjem, med serveringslem ud til køkkenet og Karl-Eduard von Schnitzler kørende på "Der schwarze Kanal" på fjernsynet.

- Hvem er den sure mand, spurgte min søn, da vi besøgte museet.

Ja, det var en mand, der fortalte, at alt det, hvad de sagde på vesttysk fjernsyn var løgn.

Helt glemt Stasi har udstillingens tilrettelæggere dog ikke. I et hjørne, under kontrafejet af centralkomiteens generalsekretær, Genosse Honecker, kan man tage noget af det lytteudstyr på hovedet, som man ser hovedpersonen benytte i den Oscar-belønnede film "Das Leben der Anderen".

Må gerne berøres

Der er en stabel østtyske aviser fra Neues Deutschland til Berliner Zeitung, der alle sammen dag har nøjagtig den samme tophistorie: Italiens ministerpræsident på, der bliver modtaget af Erich Honecker under et statsbesøg i DDR.

Meget af det, der udstilles, må man gerne røre ved. Og man kan gennemse DDRs ugerevyer eller udgaver af Aktuelle Kamera, den østtyske tv-avis. Og 1-0 sejren over Vesttyskland ved verdensmesterskaberne i fodbold i 1974 markeres også på behørig vis.

Blodig alvor

Men Østtyskland var jo også rå magt og blodig alvor. Mange tidligere systemkritikere har sammen med Tysklands kulturminister, Bernd Neumann, advaret mod at fremstille DDR som et uskyldigt dukkehus med groteske produkter og komiske ledere. Stasi torturerede og ødelagde mange menneskers liv. Landbruget blev tvangskollektiviseret, mange flygtede til vesten, og det store tabu i DDR var selvmord - langt mere end i vesten.

Udstillingen bemærker da også, at man kun fik en høj uddannelse og strøg til tops i DDR, hvis man var socialist og spytslikker, og i øvrigt lod være med at skilte med, at man troede på Gud. Og måske har DDR-Museum Berlin alligevel en pointe, når det fokuserer så grundigt på DDR-borgernes privatliv - blandt andet ved at vise den udbredte nudistkultur, der fandtes langs Østersøen.

For de fleste DDR-borgere stod privatlivet i centrum. Alle myndigheder var en plage, som det gjaldt om at have så lidt som muligt at gøre med, og - når det var nødvendigt - arrangere sig med på en eller anden måde.

DDR-Museum Berlin, Karl-Liebknecht-Straße 1, Berlin-Mitte. Åbent alle dage klokken 10-20, lørdage til klokken 22.